Det moralske dilemma. Den illegale presse og den tyske jødeaktion oktober 1943
Pressemeddelelse
Historisk Samling fra Besættelsestiden (HSB) har ønsket at markere 60-årsdagen for redningen af de danske jøder oktober 1943 med udgivelsen af en bog baseret på HSBs egen bestand af arkivalier og illegale blade:
Det Moralske Dilemma
Den illegale presse og den tyske jødeaktion oktober 1943
Bogen udkommer 1. oktober, er på 102 sider og koster 119 kr. Se anmeldelse her.
Det moralske dilemma er skrevet af arkivar og historiker Palle Andersen, som i 2001 på HSBs eget forlag udgav publikationen Holocaust. Den tyske jødepolitik 1933-1945.
Hvad skrev den illegale presse om jødeaktionen?
Kunne jødeaktionen og den vellykkede danske redningsaktion bruges til at skabe opbakning bag modstandsbevægelsen?
Hvilken betydning fik jødeaktionen for danskernes holdninger til samarbejdspolitik og modstandskamp?
Disse spørgsmål bliver besvaret i Det Moralske Dilemma, der dermed placerer den tyske jødeaktion og den påfølgende redningsaktion i den danske besættelsestidshistorie. Oktober 1943 ses som en enestående manifestation af national samling oven på den forudgående splittelse imellem samarbejds- og modstandssynspunktet.
Denne heling af det danske samfund findes belyst i den illegale presse. Før jødeaktionen og den efterfølgende redningsaktion skrev den illegale presse ofte om tabet af den nationale ære og nedslidningen af den danske identitet som følge af samarbejdspolitikkens indrømmelser. Efter aktionen fremstår mange af samarbejdspolitikkens moralske dilemmaer som værende forløst: Nu havde danskerne omsider gjort noget, ofret sig.
Bogen konkluderer, at oktober 1943 i samtiden snarere end Augustoprøret fremstod som den mentalt set store forløser. Efter oktober 1943 forekom de rene linjer at have indfundet sig i kraft af den totale modstilling imellem tysk og dansk.
Historien fortælles via en analyse af de kendte illegale blade Frit Danmark, Land og Folk, De Frie Danske, Hjemmefronten og Information.
Med denne nye vinkel på jødeaktionen og redningen af de danske jøder kastes der nyt lys over en milepæl i Danmarkshistorien.
|