HSB
Niels Bohrs Vej 9
DK-6700 Esbjerg
 


Tel +45 6550 4250
Fax +45 6550 4251
hsb@hsb.dk
 


Forside

Åbningstider

Nyheder
Formidling
Foredrag
Undervisning
Bogudgivelser
Forespørgsler
Vejledning
Nyhedsbrev

Arkivsamling
Arkivadgang
Indsamling

Forskning
Publikationer
CONIH

Organisation
Medarbejdere
Målsætning

Links
 
 



 

 

HSB-beretning for 2004

Året 2004 blev indledt med en stor ændring for Samlingen. Efter 9 år som leder tiltrådte Niels Wium Olesen et adjunktur i dansk og europæisk historie efter 1914 ved Aarhus Universitet. Pr. 1. februar 2004 tog cand. mag. Henrik Lundtofte over som Samlingens nye leder.  

Bestyrelsen

Der blev i årets løb holdt ét bestyrelsesmøde. Dette ordinære bestyrelsesmøde fandt sted den 23. februar, hvor det reviderede regnskab for 2003, Beretning 2003 og budget for 2004 blev godkendt. Desuden forelagde arkivleder Henrik Lundtofte en handlingsplan for årets arbejde.

Bestyrelsen vil gerne takke alle, der i årets løb har vist Samlingen interesse. En særlig tak til Samlingens loyale medarbejdere – såvel de frivillige som de lønnede samt til vores nærmeste samarbejdspartner i det daglige på Syddansk Universitet, herunder især prorektor Flemming Just.

Bestyrelsen vil gerne endnu engang sige tak til Niels Wium Olesen for de gode år i Samlingens tjeneste, og fordi han fortsat bidrager til til arbejdet med at rodfæste Samlingen, SDU-E og Esbjerg i det forsknings- og formidlingsmæssige landskab på de samtidshistoriske område.  

Desuden vil bestyrelsen gerne rette en varm tak til Gunnar Schmidt, der på frivillig basis i en periode har påtaget sig opgaven med at revidere Samlingens regnskab, og som har hjulpet Samlingen med at finde en ny revisor i revisionsfirmaet KPMG, Esbjerg. Derfor skal der også lyde en tak til KPMG og statsautoriseret revisor Kim Junk samt Lotte Rask for på favorable vilkår at revidere Samlingens regnskaber.

Endelig skylder bestyrelsen Esbjerg Kommune stor tak for en altid velvillig indstilling overfor Samlingen.  

AKTIVITETER 2004

Året 2004 stod i lederskiftets tegn og var desuden præget af nye formidlingsmæssige tiltag i form af skabelsen af et nyt undervisningsforløb og forberedelsen af et internet-leksikon om besættelsestiden. Derudover har Samlingen også i 2004 kunnet notere stor interesse for dens virksomhed.

Samlingens medarbejdere

Der er i årets løb færdiggjort et nyt undervisningsforløb og taget hul på arbejdet med at skabe et internetleksikon om besættelsestiden. Begge dele fandt sted i regi af projekt "Udviklings- og studiemiljø for historiestuderende". Undervisningsforløbet ”Esbjergs sorteste nat” blev således udarbejdet af tre af Samlingens studentermedhjælpere nemlig Christina Christensen, Lulu Hansen og Mona Jensen. Forløbet fører i en letforståelig form via et power-point-baseret foredrag folkeskoleelever gennem besættelsen i brede træk og zoomer dernæst ind på efteråret 1944, hvor den tyske terror ramte Esbjerg med stikkerlikvideringer og drabene på to afholdte borgere. I undervisningsforløbets næste fase skal eleverne ved hjælp af kilder forsøge at sætte sig ind i fire centrale aktører i begivenhederne i Esbjerg efteråret 1944 og på denne baggrund præsentere disse aktører for hinanden i et rollespil.

I løbet af sommermånederne tilrettelagde Christina Christensen, Lulu Hansen og Mona Jensen en mere krævende version af ”Esbjergs sorteste nat”, der henvender sig til elever i gymnasieskolen samt andre ungdomsuddannelser. Velvillig fondsstøtte fra Alice & Tage Sørensens Fond og fra Claus Sørensens Fond på i alt kr. 12.000 gjorde arbejdet muligt. Med nu to versioner kan Samlingen skræddersy undervisningsforløb til både folkeskolens ældste klasser og ungdomsuddannelserne. ”Esbjergs sorteste nat” vakte opmærksomhed. JydskeVestkysten interviewede Lulu Hansen og Mona Jensen og berettede om undervisningsforløbet over en helsides artikel den 7. november.

Samtidig blev arbejdet med hjemmesiden www.besaettelse-befrielse.dk, der skal være klar til åbning til befrielsesjubilæet maj 2005, påbegyndt. Det er ambitionen at skabe et lettilgængeligt og spændende, men seriøst og lødigt internet-leksikon om besættelsestiden, der yderligere kan styrke Samlingens fine position. Dertil kommer, at internet-leksikonet sikrer nye og udfordrende arbejdsopgaver for Samlingens studentermedhjælpere i mange år fremover – lige fra IT-erfaringer over formidling på nettet til selvstændige historiske undersøgelser. Foreløbig arbejder fem historiestuderende på at skrive artikler. Udviklingsarbejdet med internet-leksikonet har været lagt i hænderne på studentermedhjælp Helle S. Hestbech, der sideløbende med sin store indsats har skrevet en specialeafhandling om historieformidling med leksikonet som eksempel. Dermed er en af Samlingens studentermedhjælpere på ny gået nye veje i specialeskriveriet.

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond valgte med 60.000 kr. at yde uundværlig og generøs støtte til arbejdet med internetleksikonet. Også dette projekt har fået avisomtale, og desuden har der været tale om en vis koordinering mellem internet-leksikonet og et stort internetbaseret undervisningsprogram, der er under udvikling i en arbejdsgruppe under Statsministeriets 5. maj-komité.

Endelig fik Mona Jensen trykt en artikel i Historisk Tidsskrift på baggrund af sin specialeafhandling fra 2003 – endnu et vidnesbyrd om, at projekt "Udviklings- og studiemiljø for historiestuderende" har ført til fine resultater. 

I oktober deltog Samlingen i årets kulturnat. Samlingen havde lånt lokaler på Hovedbiblioteket, hvor omkring 150 mennesker var gennem plancheudstilling og power-point-fremstilling af besættelsestidens Esbjerg. Halvdelen af Samlingens gæster overværede et af arkivlederens tre korte foredrag.

Historikeren Palle Andersen har på frivillig basis ydet et stort stykke arbejde og har i Samlingens regi færdiggjort bogmanuskriptet Mordets præsentation. Tyskerne og Endlösung. Derudover har han skrevet et antal anmeldelser og kommentarer.

Kort før Henrik Lundtofte tiltrådte som arkivleder blev hans bog om Gestapo nomineret til ”Læsernes Bogpris 2004”, der uddeles af Danmarks Biblioteksforening, folkebibliotekerne og Berlingske Tidende. Prisnomineringen kastede en del omtale af sig. I øvrigt har Henrik Lundtofte koncentreret sig om at etablere sig, men kunne i løbet af efteråret genoptage sin forskning i terror og tysk politi og er desuden ved at påbegynde et nyt forskningsprojekt (se herom nedenfor). Endelig blev arkivlederen interviewet af DR-syd i forbindelse med 59-året for befrielsen. Og i september blev han ydermere interviewet til en stor artikel i dagbladet Politiken om den tyske aktion mod det danske politi den 19.9.1944.

Nyhedsbrev

Nyhedsbrevets læserskare er fortsat stor. I 2004 udkom Nyhedsbrevet i 750 eksemplarer. Den økonomisk situation indebar imidlertid, at det desværre kun var muligt at udgive to Nyhedsbreve. I årets første nummer prægede lederskiftet nyhedsbrevet, mens sommerens CONIH-konference og undervisningsforløbet ”Esbjergs sorteste nat” var blandt temaerne i nummer to.

Foredrag, undervisning og foreningsbesøg

Forårets foredragsrække havde sit tyngdepunkt i ”den anden side”. Begge foredrag blev gennemført af Samlingens egne folk. I forårets første foredrag fortalte Mona Jensen om ”Fredsbesættelsen 1940-43 set fra værnemagtens synspunkt”, mens Henrik Lundtofte i det næste foredrag fortalte om sin forskning i Gestapo. Efterårets foredragsrække bød på ligeledes på indsigt i den nyeste forskning. Jørgen Laustsen, Syddansk Universitet, berettede om de danske kommunister i perioden 1939-41. Efterårets anden foredragsholder var forfatteren Peter Øvig Knudsen, der fortalte om sin dugfriske og meget omtalte bog om den danske torturbøddel Ib Birkedal Hansen. Claus Bundgaard Christensen afsluttede 2004 ved at berette om sin forskning i den sorte børs. Samlingens foredrag har generelt haft fin tilslutning.

I årets løb har tre folkeskoleklasser gennemgået undervisningsforløbet ”Esbjergs sorteste nat”. Omtalen af undervisningsforløbet og dets kvaliteter taget i betragtning er dette fremmøde en smule skuffende, og nye metoder til at få folkeskolen i tale overvejes derfor. Tre grupper fra ungdomsuddannelserne og universitetet har desuden besøgt Samlingen og fået fortalt om dens sigte og virke. Yderligere tre foreninger og grupper af interesserede er tilsvarende blevet præsenteret for Samlingen og har fået fremvist dele af arkivmaterialet.  

Internet

Hjemmesiden besøges fremdeles flittigt, og Samlingen har i årets løb fået et par hundrede forespørgsler fra nær og fjern.  

Registrering

Den elektroniske registrering af Samlingens bogbestand er afsluttet. Registreringen fortsætter dog i takt med tilvæksten af bøger. Arbejdet har været udført af Helle Hestbech og Christina Christensen i samarbejde med Syddansk Universitetsbibliotek. Bogsamlingen er dermed elektronisk søgbar i universitetsbibliotekets database. Desuden figurerer den nu som særsamling på Syddansk Universitetsbiblioteks hjemmeside.

Registreringen af arkivalier har ligget relativt stille i 2004, men intensiveres i 2005. Endelig nyder Samlingen fortsat glæde af Anni Sønderborg, Dorthe Petersen og Hilda Pedersen, der har fortsat deres arbejde med avisudklipssamlingen.

Publicerede arbejder af Samlingens medarbejdere

Palle Andersen:

- Felix Landaus dagbog. På internettidskriftet Historie-Nu

- Hyldest til Versailles-traktaten. På internettidskriftet Historie-Nu

- Seks anmeldelser og artikler i Nyhedsbrevet.  

Lulu Anne Hansen og Lasse Bisbjerg (sammen med Morten Hahn-Pedersen, Lif Jacobsen, René Taudal Poulsen og Morten Karnøe Søndergaard):

- Nye tider i Englandstrafikken – på triptur med M/S Dana Sirena, i Sjæk’len. Årbog for Fiskeri – og Søfartsmuseet, Saltvandsakvariet i Esbjerg 2003, Esbjerg, 2004.

Helle Hestbech:

- Specialeafhandling Syddansk Universitet Esbjerg, december 2004.

Mona Jensen:

- Wie die Made im Speck? Fredsbesættelsen 1940-43 belyst gennem samarbejdet mellem Esbjerg Politi og Værnemagten. Historisk Tidsskrift, 2, 2004 s. 349-390.

- Artikel i Nyhedsbrevet.

Henrik Lundtofte:

- 2. oplag af Gestapo! Tysk Politi og Terror i Danmark 1940-45. Gads Forlag, 2004.

- Farlig mand, farlig bog. En udgivelse om en dansk terrorist. Magasin fra Det Kongelige Bibliotek, 4, 2004, s. 40-50.

- Fem anmeldelser

- Kronik i Berlingske Tidende

Foredrag uden for institutionen

Henrik Lundtofte har i 2004 udenfor Samlingen holdt seks foredrag på arkiver, museer og i foreninger rundt om i landet.

 

Samarbejde med andre institutioner

 

Samlingen har også i 2004 haft et fint samarbejde med byens øvrige kulturinstitutioner. Nævnes skal især Hovedbiblioteket og Byhistorisk Arkiv. Desuden er der grund til at fremhæve samarbejdet med Syddansk Universitet og Syddansk Universitetsbibliotek. 

 

Relationerne til de øvrige nationale institutioner, der beskæftiger sig med den 2. Verdenskrig er fortsat nære. Sammen med Det Kongelige Bibliotek har Samlingen inviteret Rigsarkivet og Frihedsmuseet til et samarbejde om udarbejdelsen af en ny og opdateret bibliografi om besættelsestidens illegale presse.

 

Forskning

 

CONIH’s internationale konference om fødevare-produktion og- forbrug i det 20- århundrede var en succes med godt en snes deltagere fra Vesteuropa og Nordamerika. Konferencen var med til at demonstrere CONIH’s potentiale, og en stor del af konferencebidragene udgives nu i bogform. Samtidig er en ny CONIH-konference om ”War and Sexuality”, der finder sted i juni 2006, lagt i støbeskeen.

 

Henrik Lundtofte påbegyndte i efteråret de indledende stadier i et projekt om opinionskampen i Danmark 1940-45, der tager udgangspunkt i Samlingens store materiale fra den illegale presse. Samtidig forsker Henrik Lundtofte fortsat i terroren og de tyske politiorganer i det besatte Danmark. I den forbindelse færdiggjorde han i november bl.a. 31 bidrag til det kommende leksikon Hvem var hvem 1940-45. Samlingen er således godt repræsenteret, idet arkivlederen hører til de største bidragydere til leksikonet, der redigeres af John T. Lauridsen, Hans Kirchhoff og Aage Trommer.

 

Afleveringer

I løbet af 2004 har Samlingen atter modtaget en række små og store afleveringer. Der er bl.a. afleveret spændende materiale fra Johs. Langhoff om den kirkelige undergrundspresse samt et righoldigt materiale fra Jørgen Strange Lorenzen.

 

Esbjerg den 28. februar 2005

 

Henrik Lundtofte                        Preben Schmidt

Arkivleder                                 Bestyrelsesformand

 

 

 

 

 

 

Afleveringer

Helle Dam: Materiale fra modstandsbevægelsen i Struer

Erik Brandt Christensen: Bogværk om flyveblade samt materiale om ”krigergrave”.

Esbjerg Byhistoriske Arkiv: Diverse, herunder numre af det legale Frit Danmark

N. Kristensen: Rationeringsmærker

Johs. Langhoff: Dagbog samt materiale fra bl.a. Kirkens Front

Jørgen Strange Lorenzen: Stort materiale på CD-rom

Thomas Nielsen/Oksbøl Lokalhistoriske Arkiv: Foto af ledelsen for region II

Mogens R. Nissen: Aktstykke

Anders Nørgaard: Illegale og legale blade fra besættelsestiden

Kai Pedersen: Fotos

Edith Reske-Nielsen: Beretning

Lise Retbøll:  Småskrifter og avisudklip

Torben Thorsen: Diverse aktstykker

Verner Bruhn: Aktstykker

Gunnar Præst: Aktstykke

 

Økonomisk støtte:

Esbjerg Kommune  

Esbjerg Seminariums Uddannelsesfond

Claus Sørensens Fond

Alice og Tage Sørensens Fond